termansen.info
Min sidste hele uge hjemme

Der er ingen tvivl om, at jeg nu kan begynde og mærke i kroppen, at det nu er ved at være tid til afgang mod Vitré.

Jeg har altid haft et ret afslappet forhold til det at rejse, sådan noget med at pakke og gøre klar til afrejse, det var noget der blev gjort tidligst 48 timer før afgang.

Denne gang kan jeg dog godt mærke, at det er lidt anderledes.

Jeg tror ikke det har så meget at gøre med hvor jeg skal hen, eller i hvilken forbindelse. Jeg er ret afklaret med, at jeg skal ned og lærer en masse, samt at det ikke er fornøjelse men rent arbejde. Selvfølgelig vil der være plads til fornøjelse, men det er ikke derfor jeg skal afsted.

Jeg tror det der påvirker mig, er uden tvivl, at det er første gang jeg skal være væk i længere tid, efter jeg har stiftet familie og fået børn. Jeg er faktisk ikke bekymret over hvad der sker her hjemme, det er jeg sikker på Camilla nok skal få til at fungere. Faktisk er jeg nok mere tryg ved det her hjemme end Camilla er.

Min bekymring ligger mere i, om jeg kan få det til at fungere nede i Frankrig uden Camilla og ungerne. Jeg kan mærke at mit hoved har fået nogle flere år på bagen. For 10 år siden havde jeg sprunget ud i det med lukkede øjne og set hvad der skete, nu kører tanker rundt omkring det hele 24 timer i døgnet, så jeg får vendt og drejet alle detaljer.

Jeg føler dog, at jeg så småt er ved at få styr på alle de store ting, det er kun detaljer der sådan nager mig for tiden. Det er dog alt sammen detaljer som jeg burde kunne nå at få styr på inden min afrejse.