Hvordan jeg blev “Apple Fanboy”

Jeg glemmer aldrig min første computer – en Amiga 500 med 1 MB RAM og et ekstra diskettedrev. Min første Amiga 500 blev derefter udskiftet med en Amiga 1200, som jeg smed en 200MB harddisk i, en størrelse der næsten var uhørt på det tidspunkt og ekspedienten der solgte mig den var overbevist om, at jeg aldrig ville fylde den op på en Amiga… hvad jeg ikke fortalte ham var, at jeg dagligt hentede 20-40 MB piratsoftware fra USA via mit 14k4 modem.

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at fremtiden ikke lå i Amigaen, men i det boomende PC marked. Jeg fik derfor byttet min Amiga 1200 ud med en 486 SX 25Mhz PC. Vi taler altså om en PC fra før Pentium chippen kom frem. Jeg har siddet med hovedbrud og rettet i min config.sys og autoexec.bat filer for at sikre mig, at jeg havde nok hukommelse i min computer for at spille de nyeste spil. Det var den gang hukommelse på en PC var opdelt i Low- og High Memmory.

Jeg har bygget min egen PC mere end 10 gange, opgraderet dem og skiftet defekte dele. Jeg har i tæt på 20 år arbejdet nærmest konstant med hovedet nede i en PC eller en server. Jeg har sat flere netværks switche op end jeg ønsker at tænke tilbage på, samt ligget på knæ under de første 300 skriveborde, fordi brugeren skulle ha’ skiftet deres PC, eller strømkablet var faldt/trukket ud… 🤦🏻‍♂️

Som nørdet PC ejer havde jeg altid holdt mig langt væk fra Apple produkter. De var besværlige (set fra min stol) og alene det der blot var en knap på musen var efter min mening helt tåbeligt. På en af mine arbejdspladser havde vi en Apple server, der udelukkende fungerede som email server. Det var det værste lort, for at sige det direkte. En af mine første opgave i jobbet var da også at få sat en Exchange mail server op, så vi rent faktisk havde en email server der fungerede og ikke blot virkede for de tre ansatte (de to direktører og en grafiker) der brugte en Apple computer.

Det var så lidt om min baggrund og et par glimt i mit tidligere arbejdsliv. Det var da også igennem et af mine jobs, at jeg for første gang fik et lille glimt ind i den positive side af Apple’s produkter. I juni 2007 blev den første iPhone lanceret af Steve Jobs. Jeg arbejde den gang sammen med et par folk der virkelig var hardcore tech nøder, så meget at de rent faktisk rejste til USA kort efter telefonen var udkommet, for at købe telefonen – kombineret med ferie. Da de kom hjem fik jeg lov til at lege med telefonen. Jeg kunne sagtens se det smarte i touchskærmen, men så overdrevet imponeret var jeg heller ikke…

Dette ændrede sig dog hurtigt da Apple annoncerede App Store og muligheden for selv at kunne udvikle apps med iPhone 3G. Pludselig kunne man selv bestemme hvilke Apps man ville have på sin telefon og endda også havde mulighed for selv at udvikle Apps (hvis man lige betalte $100 til Apple for en udviklingskonto).

Min første MacBook Pro på skrivebordet i Frankrig.

Med lanceringen af Sofabold.dk i 2011 kunne jeg pludselig se fornuften i at få udviklet en App til iPhone. Vi fik fat i en udvikler der gerne ville hjælpe, men som Tech nørd ville jeg også gerne selv have fingrene ned i maskinen. I 2012 skulle jeg arbejde cirka 6 måneder i Frankrig, som en del af min oplæring i at stå for produktionen af SIM kort til bl.a. iPhones. Jeg tænkte at det var den perfekte mulighed for at få sat mig ind i hvordan man kodet en App. Kort før min afrejse købte jeg derfor en brugt MacBook Pro, som jeg besluttede mig for at skulle lærer kende i min fritid i Frankrig. Jeg havde dog også min private bærbar PC med, hvis det skulle gå helt galt med den der Mac.

Jeg endte dog med aldrig at bruge min PC i Frankrig, alt min tid gik på brugen af min MacBook Pro. Jeg lærte i Frankrig, at jeg ikke havde brug for en PC med Windows. Jeg spillede stort set ikke og hvis jeg endelig gjorde, så skete det på min PlayStation. Jeg havde brug for noget der virkede og som ikke skulle opdateres 2 gange om måneden, når Microsoft havde fundet 12 (eller flere) nye sikkerhedsfejl i Windows.

Jeg er dog aldrig blevet fanatisk “Apple Fanboy”. Jeg kan sagtens se det gode (og dårlige) ved Android og Windows PC’er. Jeg elsker dog min iMac 27″ og min MacBook Pro. Jeg har ikke brug for roote min telefon for at få adgang til alle de mindste detaljer (hvilket jeg heller ikke ville gøre, hvis jeg havde en Android telefon). Jeg er fuldt ud klar over, at Apple produkter koster mere end en Windows PC. Jeg ved dog også hvad jeg betaler for. Er Apple’s produkter det ekstra værd? Det må være op til den enkelte at vurdere – for mig er det.

Jeg elsker at Apple rykker tingene i den retning de mener vi bør gå. Vi ved alle at Apple sjældent er de første til at opfinde ting, men når Apple siger vi skal til at droppe kablerne til vores hovedtelefoner, så ser man tydeligt at den ene efter den anden producent følger efter. Personligt havde jeg aldrig en “WTF” oplevelse da Apple droppede Mini-jack stikket. Jeg var allerede skiftet til et par Bluetooth hovedtelefoner, så for mig var det intet problem. Når jeg hører folk brokke sig over det manglende Mini-Jack stik har jeg kun en kommentar, “Så køb dog en anden telefon, der er ingen der tvinger dig til at købe en iPhone”.

Jeg kunne aldrig drømme om at fortælle andre hvad der er den perfekte telefon for dem. Jeg har prøvet at være “nørden” der samlede sin egen PC. Jeg har været ham der har været rundt i alle kanter af Windows, lige fra Windows 3.11 til Windows 7 (Har aldrig brugt Windows 10). Jeg elsker at tingene bare virker nu. Har jeg været logget ind på et WiFi netværk på min telefon, så kender min MacBook Pro også passwordet. Tager jeg et billede på min telefon, så har jeg det med det samme på min iPad eller Computer også. Jeg skal ikke hive telefonen frem, hvis jeg ønsker at sende en SMS (eller iMessage) – det kan jeg gøre fra ALLE mine enheder. Ja, det er noget jeg betaler for (i form at dyrere enheder), men det er en pris jeg er villig til at betale. Jeg kan så måske ikke spille de nyeste spil på min computer, hvilket jeg så heller ikke har behov for, det klarer jeg til kæmpe glæde på min Nintendo Switch.

Er du typen der gerne vil ha’ den hurtigste computer, med de bedste dele som du kan opgradere år efter år, jamen så er en Apple Computer ikke noget for dig. Vil du ha’ 100 procent kontrol over hvordan din telefons hjemmeskærm ser ud, så har Samsung, LG og andre et fint alternativ til iPhone.

Apple’s produkter virker for mig – jeg skifter aldrig tilbage til en Windows PC hvis jeg kan undgå det, det er simpelthen ikke det værd…

Skriv et svar