Hvorfor jeg blev Counter-Strike fan – efter jeg havde rundet 40

Jeg gætter på, at jeg ikke er den oplagte målgruppe, når der skal laves markedsføring for CS:GO events/turneringer. Som en der har rundet 40, er jeg nok 20 år ældre end gennemsnits seeren.

For blot to år siden ville jeg aldrig ha’ drømt om at lede efter et stream af andre der sad og spillede. Havde jeg set et link til et stream, ville jeg formentlig tænkt mit og hoppet et andet sted hen på nettet, nok med tanken, “nå ja, lad da ungdommen”. Nu her i 2018 er jeg så en af dem der bliver irriteret, hvis jeg ikke kan finde et stream til den kamp jeg gerne vil se, eller hvis kampen kun kan ses med russiske casters (caster: esportens svar på kommentator).

North
North

Jeg havde hørt om et par Counter-Strike hold de seneste år, så som Astralis og Faze Clan, men det var aldrig noget jeg havde brugt tid på. I januar 2017 annoncerede F.C. København og Nordisk Film deres fælles Counter-Strike hold North. Som F.C. København fan siden klubbens blev dannet i 1992, tænkte jeg i første omgang, at det var en noget mærkelig retning at gå i, når der nu var spil som FIFA inden for esport, som nok ramte bedre for en fodboldklub.

Jeg tænkte dog også, at jeg ikke ville sidde og være mavesur over en satsning “min” klub havde lavet, uden jeg i det mindste satte mig en smule ind i hvad det var. Jeg gav CS:GO en chance for vise hvad det kunne – dog med den indledende holdning, at det ikke var noget for mig… åh hvor tog jeg dog fejl!

Efter blot at have set et par af de første opgør som North spillede, kunne jeg straks mærke, at dette var noget jeg kunne blive fanget af. Det taktiske aspekt i CS:GO var noget jeg med det samme blev en fan af. Lad det bare være sagt med det samme, jeg er hooked.

Når man går fra næsten udelukkende at se fodbold, til pludselig også at følge CS:GO, så vil der selvfølgelig være ting der er forvirrende. Jeg har forsat ting jeg ikke er 100 procent sikker på i CS:GO, men jeg har efterhånden fået styr på det meste, på trods af jeg aldrig selv har spillet spillet – ikke engang en enkelt runde.

ESL Pro League
ESL Pro League

Heldigvis ser det ud til, at flere og flere får muligheden for at opleve CS:GO igennem de store medier. DR3 har igennem de seneste måneder vist CS:GO i noget af den bedste sendetid. Lørdag og søndag (21/4 og 22/4 2018) sender DR3 således fra Dreamhack Masters Marseille, mens TV2 kommer til at sende fra BLAST Pro Series Copenhagen, når turneringen afvikles for anden gang til november (DR3 sendte fra turneringen i 2017). Det er dog ikke blot DR og TV2 der har en interesse i CS:GO. MTG der ejer TV3 og Viasat købte i 2015 størstedelen af ESL for €78 millioner og er dermed medejer af CS:GO’s svar på fodboldens Champions League og Europa League.

Det har klart hjulpet på forståelsen af CS:GO, at der rent faktisk altid er en kamp at se. Ved de større turneringer som Dreamhack Masters spilles der kampe fra klokken 10 om formiddagen og cirka 12 timer frem i 4-5 dage. ESL Pro League kører næsten hver uge med 3-6 kampe tirsdag, onsdag og torsdag, så der er altid rig mulighed for at følge det, eller de, hold man har interesse i.

Jeg opdagede dog først, at jeg var blevet fan for alvor, da jeg tog mig selv i at brokke mig på Twitter over North’s tabte pistol runder… Som jeg sidder og skriver dette indlæg, har jeg rent faktisk en kamp kørende fra Dreamhack Masters Marseille i baggrunden, bare så jeg lige kan følge med.

CS:GO Skærmdump
CS:GO Skærmdump

Har du endnu ikke givet CS:GO en chance, så vil jeg kraftigt anbefale det. DR3 giver alle en god mulighed for at give en nybegynder et hurtigt indblik i sporten. Jeg må dog blankt indrømme, at jeg fortrækker engelsk kommentering – de danske CS:GO udtryk lærer jeg aldrig at holde af.

Har du spørgsmål omkring CS:GO som nybegynder, så smid endelig en kommentar her under, så skal jeg gøre mit ypperste for at svare.

Skriv et svar