Sofabold og COVID-19

De seneste uger har jeg modtaget en del beskeder på blandt andet Twitter og Facebook fra Sofabold.dk brugere, der naturligvis er kede af manglen på LIVE sport på TV, men også udtrykker bekymring for hvad denne situation betyder for et medie som Sofabold.

Jeg vil benytte chancen til at komme med mit syn på situationen, samt fortælle lidt om fremtiden for Sofabold.

Selvfølgelig er vi ramt…

Lad det bare være sagt med det samme, selvfølgelig er Sofabold ramt af COVID-19 situationen. Hele Sofabold’s eksistens er afhængig af sport på TV. Når den eneste sport der sendes pt. er CS:GO, så vil brugen af Sofabold naturligvis falde drastisk – alt andet ville være mærkeligt. Der er dog intet der ikke er så skidt, at der ikke også er lidt positivt omkring det. Siden august 2011 hvor Sofabold startede, har jeg ikke haft en dag hvor jeg ikke har lavet bare en smule på Sofabold, enten rettet en ting eller svaret på mails eller andre ting på sociale medier – det har jeg nu prøvet. Jeg har simpelthen haft ferie… 😳

Det skal dog med det samme siges, at jeg hellere end gerne dropper denne ferie, selvom jeg godt kan se, at det næppe kommer til at ske inden for de nærmeste dage. Jeg bruger derfor denne tid på at lade batterierne op, da jeg godt kan forstille mig, at der bliver rigtig travlt når først sport starter op igen, da samtlige turneringer skal afvikles i en hulens fart, hvilket kommer til at betyde kampe på unormale tidspunkter, samt sikkert en pokkers mange sidsteminuts ændringer.

Dette er derfor også tiden, hvis der skulle sidde nogen der ude med idéer, hvor vi kan lave nye ting på Sofabold (websiden). Så hvis du sidder inde med en idé eller to til hvad vi kan lave af nye tiltag på sofabold.dk, så skyd dem endelig afsted til os… inboxen er åben 😉…

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.