Livet som SoMe ansvarlig i en fodboldklub (Del 2)

Jeg er først og fremmest spillernes mand. Jeg ved ikke om alle SoMe ansvarlige har det på samme måde, eller om de enddog ønsker at være det – jeg kan ikke arbejde på andre måder.

Da jeg startede som SoMe ansvarlig i KFUM Roskilde havde jeg et mål – jeg skulle bevise over for 1. holdstruppen, at de kunne stole på, at jeg var der for deres skyld. Jeg var 100 procent klar over, at det ikke var dem der havde sat mig på opgaven, men de må aldrig være i tvivl om, at jeg er der for at fremstille dem på den absolut bedste måde. Jeg havde en lille fordel i, at jeg allerede kendte Conrad F. Kromann i truppen, som jeg har kendt siden han var 16 år gammel og træede med for første gang med 1. holdstruppen i FC Roskilde. Jeg har aldrig snakket med Conrad om det, for det er ikke noget der betyder noget nu, men jeg er sikker på han har fået et par enkelte spørgsmål i omklædningsrummet om hvem pokker jeg var, hvilket er 100 procent fair.

Jeg har brugt tiden siden august på at bevise, at hvis jeg overhører noget, så er det ikke noget jeg løber videre med. Ligemeget hvad, vil man altid hører brok/utilfredshed fra fodboldspillere, når man går op af dem konstant. Vi taler om 25 spillere, alle i 20’erne, alle overbevist om de burde spille mere, hvis de ikke får 100 procent spilletid i hver enkelt kamp – sådan skal det være.

Når jeg bevæger mig omkring en trup som KFUM Roskilde, er det vigtigt (for mig) at spillerne stoler på, at hvad jeg ser og hører ikke bliver videregivet. Jeg snakker dog også en del med ledelsen i klubben, hvor man også kan blive fortalt ting som ikke skal videre ud, så det er en fin balancegang som jeg selv føler jeg træder godt. For det meste er jeg “en del af” spilletruppen, men det betyder dog ikke at jeg kan holde 100 procent tæt med ting som ikke er klar til at komme ud til offentligheden eller spillertruppen. For at sige det helt enkelt, så skal både spillertruppen og ledelsen (trænerteamet og ledelsen i klubben) kunne stole på, at man ikke deler ting der ikke skal deles.

Jeg har brugt tiden siden august til at pejle mig ind på truppen. Jeg kan vist tælle på en enkelt hånd det antal af 1. holds træninger jeg har misset siden den 18. august. Nogle spillere er nemmere at komme ind på livet end andre, ligesom nogen nærmest kaster sig foran kameraet hvis de kan, mens nogen har det helt fint med jeg ikke lige er mest opmærksom på dem. Jeg ved der er nogle SoMe ansvarlige der bruger 2-3 timer om ugen sammen med den trup de primært dækker. Sådan kan jeg ikke udfører min opgave, da jeg ønsker at komme et spadestik dybere end det man ser som tilskuer til en fodboldkamp – have så godt styr som muligt på skadessituationer, samt ha’ en rigtig god idé om hvordan stemningen er i truppen.

Det kræver sig dog også sit arbejde at komme ind på livet af en trup. Alle ved du ikke er spiller, men man skal samtidig forsøge at optjene sig nok kredit til, at spillerne alligevel ser en som en lille (og det er meget lille) del af truppen/teamet omkring holdet. Med ydmyghed og respekt for den enkelte spiller kommer man dog rigtig langt. Mit princip har hele tiden været, at tage små skridt. Ingen bryder sig om at at få stukket et kamera op i hovedet, hvis man ikke kender personen der skyder. Jeg har dog på fire måneder formået at nå til et punkt, hvor spillerne stort set ikke bemærker jeg er der, hvilket giver mig fantastiske muligheder for at skyde billeder jeg ellers aldrig ville kunne skyde.

Netop det at skyde billeder er det jeg brænder for. Planen for 2023 er derfor også at få et par stykker mere til at hjælpe med SoMe delen i KFUM Roskilde – specielt omkring kampene, hvor jeg hest gerne vil ha’ 100 fokus på foto delen.

Dette er Del 2 af min lille serie “Livet som SoMe ansvarlig i en fodboldklub” – du kan finde Del 1 her.

Har du en kommentar du vil dele?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: